Kajak-reglement

Reglement for vinterroning (kajak)

 

1.    Hvem må ro om vinteren ?
Kun frigivne, aktive og rutinerede roere må ro vinterroning. Dvs. man som minimum skal have opnået makkerret. Er man under 18 år, skal forældrenes tilladelse foreligge på skrift. Rutinerede børneroere må ro sammen med deres forældre på disses fulde ansvar.
Tilladelserne gives kun efter ansøgning og de gælder for et år ad gangen. Kajakchefen afgør i samråd med instruktørgruppen, hvem der kan opnå tilladelse.

2.    Hvor må man ro ?
Smalle turkajakker må benyttes i en afstand fra land der generelt ikke overstiger 50 meter.
(F.eks. ”Slien” & ”Ejderen”).
Ror man alene i lidt bredere turkajakker (f.eks. ”TIKI” & ”Coastline”) eller havkajakker må der foretages større afrundinger som de kendes fra skibsværftet (Flensburger Schiffbau-Gesellschaft mbH & Co. KG) og Skomagerhus.
Ror man sammen to personer eller derover må også korridorerne (overfartsstederne) på Flensborg fjord benyttes, ligesom overfarter af tilsvarende længde må foretages andre steder.

3.    Hvornår må der roes ?
Der må kun roes i tidsrummet fra 1 time efter solopgang til 1 time før solnedgang. Der skal tages behørigt hensyn til vejret, som skal være godt og stabilt. Ved optræk til vejrforandring skal man straks søge land.

4.    Hvilke kajakker må benyttes ?
Mere rutinerede kajakroere må ro i de smallere turkajakker (se pkt. 2) såfremt man inden for sæsonen har opnået tilstrækkelig fortrolighed med typen.
Mindre rutinerede kajakroere (kun opnået makkerret) må ro i bredere turkajakker
(se pkt. 2) eller havkajakker.

5.    Påklædning og redningsvest
Kajakroere skal være iført CE-godkendt og fejlfri redningsvest (IKKE svømmevest).
Kajakroere(n) skal ved kystnær sejlads være iført velegnet varmt tøj efter 3-lagsprincippet:
1. lag (inderst): Undertøj i uld eller kunststof
(”svedtransporterende” sports- eller skiundertøj - IKKE bomuld!!!)
2. lag (mellemlag): Varmeisolerende uld eller fleece (gerne flere tynde lag i stedet for et tykt)
3. lag (yderst): Vind- og vandtæt tætsluttende yderpåklædning
Kajakroere(n) skal ved ikke-kystnær sejlads (afstand til kysten mere end 50 meter) være iført neopren (min. 3mm) som ”long-John” / ”long-Jane” og semi-tør anorak eller tørdragt.
Skiftetøj skal i begge tilfælde medbringes og opbevares i vandtæt pose, gerne placeret let tilgængelig på dækket af kajakken.

6.    Generelt
Al udøvelse af vinterroning skal ske under hensyntagen til de dermed forbundne risici!
Man skal på forhånd gøre sig bekendt med Flensborg Roklubs eget informationsmateriale om påklædning og hypotermi samt Søsportens Sikkerhedsråds pjece ”Værd at vide om kulde og påklædning til søs”.

I øvrigt er det til enhver tid gældende ro-reglement også gældende for vinterroning, i det omfang det supplerer og understøtter ovenstående.
Derudover:
 - Roprotokollen skal føres omhyggeligt (tydeligt tilkendegive at man er på vandet)
 - Husk fuldt opladet mobiltelefon / handy i vandtæt pose
 - Træf før turen aftale med en person på land omkring forventet turmål og tidspunkt for hjemkomst. Vedkommende skal også på forhånd være orienteret om alarmprocedure.

(Vedtaget på mødet i Flensborg Roklubs kajakafdeling d. 14. november 2007)